Komplekse personportrætter og surrealistiske situationer, der giver stof til eftertanke, når du er færdig med at grine…
HBO-serien, Gösta, er instrueret af svenske Lukas Moodysson, som også var instruktøren bag den store 90’er-succes, Fucking Åmål (1998) og den hjertegribende, Lilja 4-ever (2002).
Handlingen: Gösta handler om den unge børnepsykolog, der også har lagt navn til serien. Gösta får sit første job i en lille svensk by og slår sig ned i et lille hus ude i skoven, hvor alt tegner lyst, da serien tager sin begyndelse. I huset bor Gösta sammen med Hussein, som er afvist asylansøger fra Irak. En tydeligvis traumatiseret mand, som Gösta har taget under sine vinger og inviteret til at bo hos sig. Allerede fra første færd, får seeren dermed en fornemmelse af, at vores hovedperson har et mere end almindeligt stort hjerte og åbne arme. Noget, som hurtigt skal vise sig at være Göstas helt store problem.
En aften opdager Gösta, at en mand er ved at stjæle Göstas cykel. Konfronteret hermed påstår manden, at det er fordi, han ikke har et lift hjem. Den søgte forklaring stiller Gösta ikke spørgsmålstegn ved. I stedet giver ejegode Gösta netop manden et lift hjem for derefter at blive udsat for trusler og alligevel få stjålet sin cykel. Her starter en nedadgående spiral for vores hovedperson. En spiral, som hvirvler hurtigere og hurtigere på grund af Göstas manglende evne (og vilje) til at sige fra over for mennesker, der udnytter hans godhed og venlighed. Desværre er flere af disse mennesker nogle af Göstas allernærmeste: Bl.a. hans far, hans kæreste og hans mor.
Sammen med en gammel ven, en patient og endda en Labradoodle (!) indtager førnævnte personer Göstas lille, og ellers så fredelige, træhus i skoven. De okkuperer fuldstændig Göstas space, mens de gnaver løs af hans (næsten) uendelige godhed, tålmodighed og helt urimeligt anerkendende tilgang til sine medmennesker. Det er ikke bare tragisk – det er også vanvittig morsomt! Vi oplever den ene surrealistiske situation udspille sig efter den anden: Som da Gösta tvinges på date med en meget insisterende kollega, der nærmest voldtager Gösta for herefter at føle sig krænket af ham. Som da Gösta meget modvilligt må agere fotograf for sin mor, der insisterer på at udtrykke sig kunstnerisk gennem nøgenfotos af sig selv og en udstoppet ørn! Eller når Göstas far raser mod sin søn, som, han føler, anklager ham for pædofili. Göstas eneste ”forbrydelse” i den forbindelse er, at han forsigtigt forsøger at påpege det upassende i faderens forelskelse i Göstas 18-årige patient.
Komplekse og vedkommende personer: Karaktererne i Gösta er seriens helt store styrke: Karaktererne er nemlig ikke stereotype, men meget komplekse og sammensatte. Dermed bliver karaktererne også interessante og vedkommende – om end de alle som én er virkeligt morsomme.
Fremhæves skal særligt Göstas far, Thomas, som spilles overbevisende af Mattias Silvell. Thomas er ekstremt egoistisk og narcissistisk og helt ude af stand til at se andre behov end sine egne. Han plages af hyppige ”angstanfald”, der meget belejligt altid dukker op, når nogen stiller krav til ham eller presser ham det mindste. Hvis angstanfaldene ikke er nok til at hjælpe Thomas ”af krogen”, får han voldsomt ondt i ryggen, og hvis dette også glipper, spiller han det helt uovertrufne, ”jeg har kræft”-kort.
Ligesom Thomas er Göstas mor helt ude af stand til at fornemme andre behov end sine egne. Dette til trods for, at hun oplever sig selv som en person, der har stor indsigt i andre mennesker. Eksempelvis deler hun rask væk ud af sine Valium til dem, hun mener, har behov, og hun stempler sin altopofrende søn som en person, der synes, han er bedre end alle andre.
Göstas kæreste, Melissa, er decideret utålelig i al sin selvmedlidenhed, som hun dræner sine omgivelser (og os seere!) med. Gösta gør knuder på sig selv for at nurse Melissa og accepterer gang på gang, at hun behandler Gösta som en karklud. Eksempelvis er hun Gösta utro i hans eget hus med hans bedste ven, Jonas. En totalt talentløs musiker, der også snylter på Göstas gæstfrihed, mens han forsøger at skrive meningsfulde sange om Auschwitz!
Se dig i spejlet… når du er færdig med at grine: Til trods for personernes frastødende karaktertræk, er det nok de færreste af os, der, med hånden på hjertet, ikke kan genkende noget af os selv i hver eneste af seriens personer. Det virker både fascinerende og skræmmende, når man på den måde ”kigger sig selv i spejlet”, og selvom det morsomme og tragikomiske tager brodden af realismen, kravler serien alligevel ind under huden.
Så når vi er færdige med at grine af Gösta, Thomas, Melissa og alle de andre, kan vi alligevel godt bruge lidt tid på at overveje vores egen tilgang til vores medmennesker. Som Gösta afslutningsvis endelig svinger sig op til at sige til alle de snyltere, der har okkuperet hans liv: ”Det er ikke mig, der skal blive værre. Det er jer, der skal blive bedre!”
Du skal se Gösta, hvis du elsker humor, der har kant og dybde. Hvis du er til komedier, som er mere end ”falden på halen”, og som giver dig stof til eftertanke, når du er færdig med at grine.
Gösta
Instruktør: Lukas Moodysson
12 afsnit (1 sæson)
HBO Nordic, 2019
No Comments