Det er efterårsferie, og regnen siler ned over Egebakken, hvor træerne så småt har iklædt sig deres helt utroligt smukke efterårsfarver.
Bjørn har taget pigerne med til Rømø nogle dage, så jeg kan have fuldt fokus på at oprette min hjemmeside. Det dersens WordPress er dog ikke helt så lige til at få snor om, som jeg ellers havde hørt… Jeg venter på at nå det punkt af optimal frustration, hvor der går et lys op for mig, og hvor alt løser sig og går op i en højere enhed, men for nu har jeg været nødt til at lukke programmet. Der blev trykket ret hårdt på ’save and close’ – det indrømmer jeg!
Heldigvis er det er simpelthen det perfekte hygge-/læsevejr, så nu vil jeg bruge en times tid på at tæmme min utålmodighed (og mit temperament!) og gøre et ordentligt indhug i Felicia Feldts ”Felicia forsvandt”.
En ikke helt ny sag, som jeg blev mindet om for nylig, da Leonora Christina Skov henviste til bogen på sin IG-profil. Hvis du får lyst til at give dig i kast med bogen, skal du være opmærksom på, at den er umulig at opdrive som andet end e-bog.
Hvis du, ligesom jeg, helst kun læser ’papbøger’, må du derfor en tur på biblioteket for at få fingre i den.
Jeg tænker, der kommer en anbefaling af ”Felicia forsvandt” her på bloggen, når WordPress og jeg forhåbentlig begynder at tale samme sprog. Bogen tegner i hvert fald til at blive en god læseoplevelse, om end fortællingen er én af de rigtigt grumme.
For nu vil jeg så glemme alt om ’widgets’, ’plug ins’ og ’RSS’ og i stedet fornøjes over en god gang velskrevet litteratur, den smukke udsigt fra mit læsehjørne og over, at jeg tilmed har både kat og kaffe – i det hele taget alle de optimale ydre betingelser for en god læseoplevelse.
Kan du ha’ det rigtig godt WordPress! Vi ses (måske) i aften…
No Comments