Her vinder humoren hver gang over det mørkeste mørke…
Den britiske serie, The End of the F***ing World, er instrueret af Jonathan Entwistle og har Jessica Barden og Alex Lawther i hovedrollerne som henholdsvis Alyssa og James.
Sæson 1
Serien indledes med den 17-årige James, der selv er overbevist om, at han er psykopat. Som 9-årig stak James hånden i den kogende olie i en frituregryde i forsøget på, med egne ord, ”at føle noget”. I sin fritid dræber han dyr, og så har James en drøm om at slå ’noget større’ ihjel.
Således opmuntret fra start møder vi den jævnaldrende Alyssa, som er nogenlunde lige så off som James. Alyssa er i opposition til absolut alt og i særdeleshed til sin mor og moderens unge kæreste, der i bund og grund helst vil slippe for den tvære og utilpassede teenager. Alyssa stoler ikke på nogen, der ’passer ind’, og hun udser sig derfor James som sin underlige ven.
James udser sig til gengæld Alyssa som målet for sin drøm om at ’slå noget større ihjel’. Sammen drager de to på et road trip for i første omgang at slippe væk fra forældrene og byen, hvor de ikke passer ind, men sidenhen får eventyret som mål at finde Alyssas far, der forlod familien, da Alyssa var lille.
Sæson 2
I sæson 2 har de to hovedpersoner ændret sig på baggrund af de oplevelser, de havde i sæson 1. Hvor James er blevet nærmest mild og blød, er Alyssa blevet, om muligt, endnu mere hård og kynisk – i hvert fald på overfladen.
Ydermere melder en ny og både meget interessant og tragikomisk karakter sig på banen og skaber endnu mere rod for Alyssa og James. Den sorte pige Bonnie begiver sig ud på en målrettet mission om at finde og myrde både James og Alyssa. Hvad årsagen er, skal ikke spoiles her, men det trækker tråde tilbage til sæson 1 og skaber et rigtig veltilrettelagt plot.
Seriens virkemidler
Der benyttes en kameraføring med rigtig mange close ups på personernes ansigter, og når det sker, ledsages skuespillernes udtryksfulde mimik af et kommentarspor, hvor Alyssa og James fortæller deres tanker. Det giver en helt særlig indføring i karaktererne – vi får lov at ”kigge ind” i deres allerinderste, hvor der foregår noget helt, helt andet, end personerne viser udadtil.
Seriens musikspor er også værd at bemærke: Eksempelvis bruges der et væld af 50’er ballader, som med romantiske strygere og naive ”hjerte rimer på smerte”-tekster står i grel kontrast til de rå situationer, der udspiller sig på skærmen.
Til sammen sikrer seriens virkemidler, at vi aldrig er i tvivl om, at det er et fiktivt og til tider surrealistisk univers, vi kigger ind i. Det bevirker også, at man som seer accepterer og tilgiver, at der er løse ender og elementer i handlingen, som ikke helt stemmer overens de to sæsoner i mellem.
Humoren vinder over det mørkeste mørke
I The End of the F***ing World vinder humoren hver gang over det mørke, og sammen med de ekstremt gode skuespilpræstationer gør den serien til noget helt særligt og meget seværdigt.
I begge sæsoner er hovedpersonerne på en dannelsesrejse, men først og fremmest er fortællingen én stor kærlighedshistorie, der rammer lige i hjertet.
Handlingen og personerne i begge sæsoner er både skræmmende og dysfunktionelle. Men først og fremmest er de enormt morsomme på en kulsort og tragikomisk måde! Og det er lige præcis dét, The End of the F***ing World kan: Tage brodden af det triste og tragiske med kulsort humor.
The End of the F***ing World
Instruktør: Jonathan Entwistle
2 sæsoner, 8 afsnit i hver sæson
Netflix, 2018 og 2019
No Comments