I medierne blev hun latterliggjort, og særligt blandt katolikker skaffede Sinéad O’ Connor sig et væld af fjender…
Enhver ung af 1990’erne husker Sinéad O’ Connors smukke, triste øjne i den ikoniske musikvideo og hendes melankolske stemme, som udødeliggjorde Prince-hittet, ’Nothing Compares to You’. Til gengæld husker jeg personligt ikke at have hørt meget, eller faktisk nærmere intet, til Sinéad O’ Connor siden dengang. Åbenbart er jeg ikke den eneste, og hvorfor den irske sangerinde forsvandt i glemslen, kommer musikdokumentaren, ’Nothing Compares’, med sine bud på.
Ikke bare var Sinéad O’ Connor en fantastisk sangerinde, som formåede at udtrykke hele spektret af følelser via sin stemme, hun var også en kontroversiel person, som på mange måder var langt forud for sin tid. Hun gav sine managere og cheferne i pladeselskaberne grå hår i hovederne med sin hårdnakkede modstand mod at blive stylet og sat i bås. Sinéad O’ Connor gav også tydeligt sin mening til kende i medierne. Både hvad angik racespørgsmål, kvinders rettigheder og den katolske kirkes magt og misbrug af samme. Det skaffede den unge Sinéad rigtig mange fjender og på ganske kort tid, gik hun fra at være hyldet og beundret til at være persona non grata i mange sammenhænge. I medierne blev hun latterliggjort, og særligt blandt katolikker skaffede Sinéad O’ Connor sig et væld af fjender.
Det skal understreges, at dokumentaren på ingen måde forholder sig kritisk til Sinéad O’ Connor – nærmere tvært imod. Dokumentaren fremstiller Sinéad O’ Connor som en frihedskæmper. En Jeanne D’arc, der nægtede at underkaste sig kirkens og samfundets normer. Et brændt barn, som gik så uendelig meget igennem, havde hjertet på rette sted og kæmpede for de svageste for til sidst selv at blive ”korsfæstet” (i metaforisk forstand naturligvis, men for nu at blive i den religiøse terminologi). Dokumentaren dykker heller ikke ned i, hvordan det rent faktisk gik Sinéad O’ Connor i tiden efter, hun blev skubbet ud i glemslen, og hvilke konsekvenser det havde for hende som menneske, som kvinde, som katolik.
En mere objektiv og dybdegående tilgang til dokumentarens hovedperson ville have skabt et mere nuanceret portræt af det komplekse menneske og den kunstner, Sinéad O’ Connor var og er. Det ændrer dog ikke på, at dokumentaren præsenterer et rigtig godt tidsbillede, som giver indblik i og en forståelse af de tematikker og dilemmaer, som bl.a. Me Too-bevægelsen og andre af nutidens protestbevægelser udspringer af.
’Sinéad O’Connor: Nothing Compares’
Instruktør: Kathryn Ferguson
DCP, 2021 (kan lige nu ses på DR)
No Comments