‘Kalak’ af Kim Leine

… en fortælling om storslået skønhed og kærlighed, men også en skildring af menneskeligt forfald og misbrug …

Selvom jeg har læst flere af Kim Leines romaner, er det først nu, jeg har givet mig i kast med ’Kalak’, som er forfatterens debutroman og selvbiografi.

’Kalak’ tager sin begyndelse, da den unge Kim ankommer til sin fars hjem i Danmark. Bag sig har han ladt sin religiøse mor og livet i en lille norsk bygd. Kims far var homoseksuel og samlevende med sin mandlige kæreste. Men han var også pædofil, og der gik ikke længe, fra Kim flyttede ind, til faderen begyndte at misbruge sin søn. Misbruget stod på i årevis og varede, til Kim flyttede hjemmefra og påbegyndte sygeplejestudiet.

Som uddannet sygeplejerske var det nemt for Kim Leine at få job i Grønland, som han flyttede til med sin kone og deres to små børn. Uden at lægge fingrene imellem skildrer Kim Leine sit store forbrug (og ikke mindst misbrug) af stoffer, alkohol og grønlandske kvinder. Kim Leines kone var bekendt med og accepterede sin mands utroskab. Hun stod endda på venskabelig fod med flere af kvinderne. Nogle af affærerne var korte og endte i overensstemmelse og fordragelighed. Andre af forholdene var mere komplicerede, og et enkelt endte endda med et selvmord. Den allertragiske konsekvens, som har forfulgt og plaget Kim Leines samvittighed lige siden.

I Grønland oplevede Kim Leine den frihed, som på mange måder stod i kontrast til følelsen af at blive kvalt i Danmark. Til gengæld gjorde den nemme adgang til stoffer, at en anden form for lænker begyndte at strammes omkring ham frem til den dag, hvor en kollega opdagede ham i færd med at stikke en kanyle i armen.

’Kalak’ er en fortælling om storslået skønhed og kærlighed, men også en skildring af menneskeligt forfald og misbrug. Om at ramme bunden eftertrykkeligt, men efterfølgende finde håbet og viljen til at fortsætte med at leve.


Kim Leine
Kalak
345 sider
Gyldendal, 3. udgave, 2007

You might also like

No Comments

Leave a Reply