Guf for enhver Stephen King-fan…
Kridtmanden er C. J. Tudors debutroman. En roman, der har høstet både anerkendelse og hurtigt er blevet en bestseller verden over. Det forstår jeg umiddelbart godt, for Kridtmanden er skåret over netop den læst, som store krimi/gyserforfattere bruger. At jeg så synes, at C. J. Tudor læner sig lige lovlig meget op ad (efter min mening) gyserromanernes uovertrufne mester, Stephen King, er anden sag.
Handlingsopbygning: Handlingen i Kridtmanden er bygget op af to handlingsforløb, som der krydsklippes mellem – datiden (1986) og nutiden (2016). Begge handlingsforløb oplever vi gennem romanens hovedperson, som også er romanens jeg-fortæller: Eddie, som i 2016 er en (ensom) single, midaldrende lærer, der fortsat bor i sit barndomshjem, som han har arvet efter forældrene.
Eddies tilværelse er begivenhedsløs og uden de store udsving, indtil han en dag bliver kontaktet af ”et spøgelse” fra fortiden. Han modtager et brev fra barndomsvennen Mickey, der ønsker at mødes med Eddie, da Mickey har noget vigtigt at drøfte. Noget, som læseren med det samme forstår, har sammenhæng med nogle mord på børn, der fandt sted i den lille by tilbage i 1986. Det bliver også tydeligt, at Eddie og hans venner fra dengang nok ved et og andet om de mord og om de kridtmænd, som blev tegnet rundt omkring i byen, da de var børn.
Gennem Eddie får vi beretningen om et fem-kløver af venner, der holdt sammen, men som også havde interne uoverensstemmelser. Om forholdet til forældrene, og om de spændinger, der var fremherskende i byen pga. den abortklinik, Eddies mor stod for, og som mødte stor modstand fra den lokale præst og dennes tilhængere. Men også om den mystiske fremmede, som kædes til mordet på en ung pige. En fremmed, som både er sær af udseende, som ingen rigtigt kender, og som byens borgere kan stå sammen om at mistænke og tillægge lyssky motiver.
Der ”lånes” hos gysets mester: Selvom der for mig at se er tale om en meget tydelig kopiering af gysets mester, vælger jeg at tilgive C. J. Tudor: Simpelthen fordi, hun er virkeligt velskrivende. Selvom hun har ”lånt modellen” af Stephen King, så lykkes det hende at få en rigtig velfungerende fortælling med stærke personkarakteristikker og miljøbeskrivelser ud af det. Kridtmanden er virkeligt spændende og godt gammeldags uhyggelig på den måde, hvor uhyggen langsomt bygges op og sniger sig ind på læseren… præcis som i en klassisk Stephen King-roman, fristes jeg til igen at skrive!
Til gengæld synes jeg, at plottet er tyndt og falder fra hinanden til sidst, og det trækker ned i den samlede vurdering af Kridtmanden. Uden at røbe for meget, kan jeg godt afsløre, at C. J. Tudor til sidst giver den alt, hvad den kan trække, med twists i handlingen, og personer, der ikke helt er dem, de har udgivet sig for at være. Efter min mening svækker det dog plottet i stedet for at styrke det.
Du skal læse Kridtmanden, hvis du, ligesom jeg, er vild med Stephen Kings romaner og et godt gys. Du skal også læse Kridtmanden, hvis du elsker krimi-genren, men trænger til en afveksling fra alle de nordiske krimier, som markedet nærmest er oversvømmet med i disse år. Med Kridtmanden får du en læseoplevelse, som er en velskrevet blanding af både gyser- og krimigenren.
C. J. Tudor
Kridtmanden
318 sider
Gyldendal, 2. udgave, 1. oplag, 2019 (oprindeligt 2018)
No Comments