Her er virkelig mulighed for at blive udfordret og få et helt nyt (og langt mindre sikkert!) perspektiv på verden og hinanden…
Revisionist History er en podcast af den canadiske journalist og forfatter, Malcolm Gladwell, som har flere bestsellers bag sig. Allesammen bøger, der undersøger, hvordan vi mennesker opfatter og håndterer vores omverden og medmennesker og hvorfor. Formålet med Revisionist History er helt i tråd hermed og har til formål at undersøge, hvordan forskellige begivenheder blev opfattet (måske nærmere misopfattet) i deres samtid, og hvad årsagerne hertil er.
Podcastens afsnit er spændende som nogen thriller-serie! Man sidder lænket og bliver fuldstændig opslugt af de eksempler på menneskelig adfærd, som umiddelbart kan virke helt forrykt, men som alligevel giver fuldstændig mening, efterhånden som Malcolm Gladwell afdækker de bagvedliggende årsager og psykologiske mekanismer.
Bremser eller speeder?!
For eksempel undersøges en uhyggelig sag fra 2009, hvor en mand ringer til alarmcentralen, mens han kører i sin bil på den amerikanske high way. Årsagen, til mandens alarmopkald, er, at han oplever, at hans bil (en Lexus, som produceres af Toyota) ikke kan bremse. Til gengæld accelererer bilen voldsomt, hver gang, der trædes på bremsen. Manden og hans medpassagerer er tydeligvis i panik, og det ender desværre så tragisk, at bilen kører af vejen med høj fart, og alle i bilen bliver dræbt på stedet. Bilen undersøges efterfølgende, og det konkluderes, at ingen fejl kan findes ved bilens bremsesystem.
Som sagen når medierne, begynder flere og flere Lexus-ejere dog at melde sig på banen og fortæller om lignende oplevelser. Panikken breder sig, og Toyota ser ingen anden udvej end at tilbagekalde 10 millioner af deres biler. På trods af meget grundige undersøgelser er det dog helt umuligt at påvise nogen fejl ved bilernes bremsesystemer. Mystikken breder sig sammen med panikken, indtil en bilekspert fremsætter en teori om, at bremserne netop intet fejler, men at det er bilisterne selv, der forårsager accelerationen! Hvordan dette hænger sammen, forklares grundigt i podcasten, og det er en uhyggelig åbenbaring af, hvordan vores sanser og fornuft kan sættes fuldstændig ud af spil, når vi rammes af panik.
Sagen om Brian Williams
Et andet eksempel på en virkeligt interessant sag, som Revisionist History afdækker, er sagen om Brian Williams, som var en højt respekteret amerikansk nyhedsvært og frontfigur hos NBC. Dette varede lige indtil 2013, hvor Brian Williams gæstede David Letterman: På live TV fortalte Brian Williams, hvordan han, som journalist under Irak-krigen, endte midt i en højdramatisk situation, som passager på en helikopter, der blev skudt ned bag fjendens linjer. Brian Williams forklarede detaljeret om hændelsen og om sine følelser og indtryk i situationen. Alt sammen fortalt midt i den bedste sendetid og foran millioner af seere. Fortællingen bidrog kun yderligere til Brian Williams i forvejen store integritet… lige indtil piloten på den omtalte helikopter stod frem og udtalte: ”Sorry dude, I don’t remember you being on my air craft!”
Det viste sig, at selve historien om den nedstyrtede helikopter var helt igennem sand, og Brian Williams havde rigtig nok også været i det pågældende område. Men ombord på helikopteren havde han aldrig været.
Men hvorfor?!
Brian Williams, der tidligere havde været så velrespekteret, blev nu lagt for had både i medierne og blandt amerikanerne. Han blev udråbt som løgner og mistede sit mangeårige job som nyhedsvært på NBC. Da Brian Williams efter nogen tid i ”flyverskjul” lod sig interviewe om hele miseren, virkede han nærmest i granatchok: Han vedkendte sig, at han tydeligvis havde fortalt en usandhed, eftersom så mange vidner kunne bekræfte, at han ikke havde været ombord på helikopteren. Han kunne dog ikke sige andet end, at han på trods heraf havde tydelige erindringsbilleder fra episoden, og det var dem, han havde videreformidlet.
Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor vælger en højt respekteret og offentligt kendt person at sætte alt på spil ved at fortælle en historie, som indtil flere andre personer kan afvise som en løgn? Og ikke nok med det – usandheden fortælles endda i prime time på landsdækkende TV?!?! Forklaringerne herpå afdækkes i Revisionist History, og det er foruroligende at måtte erkende, at vi ikke altid kan stole på vores egne erindringer.
Glimrende formidling af komplekst fagstof
Podcastens genre kan bedst betegnes som populær videnskab, og her kommer Malcolm Gladwells evner som en fantastisk formidler og gudsbenådet fortæller lytteren til gode. Selvom podcasten præsenterer videnskabeligt fagstof, som umiddelbart er komplekst og svært tilgængeligt, så er Malcolm Gladwell i stand til at formidle pointerne, så alle kan følge med.
Vigtigst af alt så rusker Revisionist History op i de forestillinger, vi hver især gør os om, hvordan verden hænger sammen. Det skaber en glimrende mulighed for at stille sig kritisk overfor sammenhænge, som vi ellers føler os sikre på. Ydermere rokker podcasten ved opfattelsen af menneskets evne til at være rationelt og styret af bevidste tankemønstre.
Her er virkelig mulighed for at blive udfordret og få et helt nyt (og langt mindre sikkert!) perspektiv på verden og hinanden.
Revisionist History
Podcast med Malcolm Gladwell
10-11 afsnit (4 sæsoner)
Pushkin Industries
[…] Bonusinfo: Malcolm Gladwell har også lavet en virkelig interessant podcast, Revisionist History, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen. Du finder min anbefaling HER. […]