”He shoots, he scores!”
Jeg har fået gæsteanbefaler på bloggen denne gang! Det er ingen ringere end min mand, Bjørn, som selv er tidligere basketball-spiller. Bjørns baggrundsviden og indsigt i basketball er årsagen til, at jeg hermed giver ham ordet i forhold til anbefalingen af Jason Hehirs, The Last Dance:
En fortælling om fascination og om en enestående stjerne
Op gennem 1990’erne var der basketball hype i Danmark. Ilden blev for alvor tændt med de professionelle NBA (National Basketball Association) spilleres deltagelse og dominans ved OL i Barcelona 1992. Men også Chicago Bulls, med Michael Jordan i spidsen og deres fantastiske resultater gennem resten af årtiet, var med til at fastholde danskernes interesse for basketball.
I 2020 er der ikke megen dansk fascination tilbage, og basketball er faldet ud af danskernes bevidsthed. Man kan derfor spørge sig selv, hvad vi skal med Jason Hehirs serie, The Last Dance, her mere end 20 år efter hypen.
Vi skal for det første bruge serien til at få genfortalt den vilde historie om et af sportsverdenens mest succesfulde sportsdynastier. I et helt årti var Chicago Bulls nærmest eneherskende i verdens bedste liga og ikke nok med det, så havde de en superstjerne i Michael Jordan. Hans popularitet både dengang og også i dag er helt enestående. Kun ganske få (om overhovedet nogen) tåler sammenligning med ikonet Michael Jordan i hans bedste år.
Indblik bag facaden
Med udgangspunkt i 500 timers unikt dokumentarmateriale fra 97-98 sæsonen, hvor et kamerahold fik lov at følge holdet, tager serien os med om bag facaden på det, som skulle blive Chicago Bulls sidste store turnering. Eller som træner, Phils Jackson, vemodigt døbte sin strategi for sæsonen: ”The Last Dance” .
Serien starter på det tidspunkt, hvor Chicago Bulls begyndte at se enden på sin dominans. Flere af holdets største stjerner måtte forholde sig til, at afslutningen både på æraen og deres egen karriere var lige rundt om hjørnet. Samtidig havde konflikterne på holdet og i organisationen nået et niveau, hvor det nødvendigvis måtte komme til et brud. Succestræneren, Phil Jackson, havde derfor fået at vide, at 97-98 sæsonen blev hans sidste som leder af holdet. Dels fordi et nyt og yngre hold skulle opbygges, dels på grund af konfliktniveauet mellem Phil Jackson og General Manager i Chicago Bulls, Jerry Krause. Hverken Phil Jackson eller holdet var mildt sagt enige i ledelsens beslutning, og konflikterne ulmede.
Mens fortællingen om 97-98 sæsonen præsenteres, får vi i tilbageblik oprullet de fortællinger, som var holdets forudsætninger på godt og ondt.
En pris, der må betales
Professionel sport er ikke for sarte sjæle: Karrieren som professionel sportsudøver er kort og kan være forbi fra det ene øjeblik til det næste, så en professionel sportsudøver har ikke tid eller råd til at udvise større hensyn til omgivelserne.
Dette skildres tydeligt i de to første afsnit af The Last Dance, hvor der bl.a. er fokus på konflikten omkring Scottie Pippens forsøg på at få en, for ham, mere lukrativ kontrakt med Chicago Bulls ved indgangen til den sidste sæson. Michael Jordan og Scottie Pippen var et af basketball-historiens bedste makkerpar på banen, men alligevel var der meget lidt forståelse og opbakning fra Michael Jordans side. Dette til trods for, at Michael Jordan på det tidspunkt selv var verdens bedst betalte basketball-spiller. Og til trods for, at Scottie Pippen var en af de dårligst betalte spillere i NBA, fordi han tidligt i karrieren måtte tage hensyn til sin familie.
Vedkommende portrætter
Scottie Pippens fortælling er en stærk og vedkommende skildring af mennesket bag sportsstjernen. Den balancerede måde, som The Last Dance skildrer konflikterne på, er klart én af seriens store styrker. De fleste personer fra dengang medvirker i serien og forholder sig i dag til konflikterne på behørig afstand og med, hvad der fremstår som nuancerede indsigter i andres og egne motiver.
I professionel sport er det sjældent set, at man i det her omfang tillader indblik, og alene af den årsag er det spændende at opleve, hvor svært det er at balancere en organisation, der opnår stor succes, men hvor egoerne til gengæld også er kæmpestore! Hvor alle føler berettigelse, ejerskab og vil anerkendes for deres bidrag i mere eller mindre rimeligt omfang.
På samme måde er portrættet af Michael Jordan fortalt vedkommende og med stort nærvær. Som lillebror konkurrerede han gennem hele opvæksten mod sin storebror i al sport. På den måde søgte Michael Jordan at blive set og anerkendt af sin far der, med egne ord, foretrak den ældre bror. En ulige kamp, som Michael Jordan selv peger på som årsag til sin stærke vindermentalitet, men som også har haft store konsekvenser for ham som menneske.
Lad dig rive med og fascineres
The Last Dance er også en reminder om, præcis HVOR god, Michael Jordan var. Om man er fan eller ej, er resultaterne, anekdoterne, statistikkerne og billederne fra Michael Jordans karriere nærmest ”falde-ned-fra-stolen-fascinerende”.
I de helt store kampe var Michael Jordan ustoppelig og nærmest overmenneskelig, men samtidig var Jordans bundniveau så højt, at han, selv i sine dårligste kampe, var den bedste spiller i NBA og hele verden.
Alle, der holder af sport, vil nyde og få gåsehud over seriens klip fra de mange store kampe, afgørende spilsituationer, skud, dunks og pokaler, som Jordan ledte sit hold frem til.
Når man dertil lægger de stærke personportrætter, er der al mulig grund til at forvente, at The Last Dance fortsætter på samme høje niveau hen over de næste otte afsnit.
Den sidste turnering (The Last Dance)
Instruktør: Jason Hehir
1 sæson, 10 afsnit, anbefalingen er baseret på de 2 første afsnit
Netflix, 2020
No Comments