‘Hvide blomster’ af Sissel-Jo Gazan

’Hvide blomster’ er en roman om ubrydelige familiebånd, om de største svigt og om at overleve på trods…

Det kan siges ganske kort: Jeg er vild med Sissel-Jo Gazans romaner! Det har jeg været, siden jeg læste ‘Dinosaurens fjer’ for en del år tilbage, og Sissel-Jo Gazan skuffer bestemt heller ikke med sin seneste roman, ’Hvide blomster’.

Enormt persongalleri
Romanen bør, så vidt muligt, læses i ét hug. Hvis du mister sammenhængene undervejs, vil du sidde tilbage med en rodet læseoplevelse. Det enorme persongalleri kræver nemlig, at læseren holder tungen lige i munden, når der skal holdes styr på relationerne personerne imellem. Alle trådene i handlingens sindrige edderkoppespind mødes dog til sidst, og bevarer læseren overblikket romanen igennem, kommer det hele til at give mening.

Svigt og misbrug
I ’Hvide blomster’ tager Sissel-Jo Gazan fat på de helt tunge emner, som blandt andet alkohol- og stofmisbrug, dysfunktionelle familier og svigt af børn på de allermest grumme måder. Det er på ingen måde munter læsning.

Hovedpersonen i romanen er teenageren Jenny, og det er gennem hendes øjne og hendes fortolkning af hændelserne, vi oplever handlingen. Det bibringer fortællingen et skær af barnlig naivitet og uskyldighed, som ikke gør hændelserne mindre foruroligende og hjerteskærende. Men alligevel bevirker Jennys ’barnlige filter’, at hændelserne fremstår til tider pudsige og utroligt nok som noget nærmest dagligdags almindeligt.

Hævn og soning
Det er de helt store temaer, som er omdrejningspunktet i ’Hvide blomster’, og som Jenny bliver ældre, tvinges hun til at overveje sit forhold til stort set alle de personer, hun elsker. For hvad stiller man op, når man opdager, at den onkel, man altid har elsket over alt på jorden, i virkeligheden er pædofil? Eller når den mor, som altid har sagt, at man aldrig må lyve for dem, man elsker, viser sig at lyve mest af alle?

Dilemmaerne står i kø for den unge Jenny, som sammen med læseren bliver tvunget til at overveje, om hævn nogle gange kan være på sin plads i den allermest bibelske forstand som øje for øje, tand for tand. Om blod altid er tykkere end vand, og om der er svigt så store, at de aldrig kan tilgives.

’Hvide blomster’ er en roman om ubrydelige familiebånd, om de største svigt og om at overleve på trods. Selvom det undervejs kan virke en smule forceret, at Sissel-Jo Gazan får proppet et væld af etiske dilemmaer ind i én og samme roman, så formår hun, efter min mening, at jonglere både dilemmaerne og det store persongalleri på fornem vis.

Sissel-Jo Gazan
Hvide blomster
507 sider
Gyldendals forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2020