En af de (hvis ikke den) største læseoplevelser i 2021…
Selvom der stadigvæk er en del måneder tilbage af året, tør jeg godt spå om, at Douglas Stuarts debutroman, ’Shuggie Bain’, bliver en af de (hvis ikke den) største læseoplevelser i 2021 for mig.
Ikke siden jeg læste Hanya Yanagiharas, ’Et lille liv’, har jeg været så aldeles opslugt af en roman. Men, hvor jeg sad tilbage med følelsen af at være blevet mentalt voldtaget, da jeg var færdig med ’Et lille liv’, så er Douglas Stuart anderledes nøgtern i sin fremstilling af romanens personer uden at ”gøre vold” på læseren. Og det (foruden en hel masse andet) skal forfatteren have stor ros for.
80’ernes Glasgow
Hovedpersonen i romanen er drengen, Shuggie Bain, opkaldt efter den far, som aldrig har bidraget med andet end kaos og misbrug i drengens tilværelse, og som er den tilbagevendende kilde til Shuggies mors sorg og frustration.
Shuggie vokser op i 1980’ernes trøstesløse Glasgow, hvor arbejdsløshed, depression og misbrug er hverdagen både hjemme hos Shuggie og i kvarteret i almindelighed.
Misbrug og depression
I romanens begyndelse bor Shuggie og hans to søskende sammen med deres forældre i bedsteforældrenes lille lejlighed. Shuggies mors alkoholmisbrug er tiltagende, men bedsteforældrene fungerer som et holdepunkt i børnenes tilværelse.
Da Shuggies far først flytter familien til et andet og endnu mere trøstesløst kvarter for derefter selv at forlade familien, går tingene hurtigt fra slemt til endnu værre. Shuggies mor forsvinder fuldstændig i sit misbrug, og børnene går for lud og koldt vand.
De to ældste børn indser hver især undervejs, at de ikke kan redde deres mor, men må prøve at redde sig selv. Men Shuggies kærlighed til moderen er alt overskyggende og det ubetingede omdrejningspunkt i drengens liv. Drengen, der ikke er som de andre børn, og som ønsker sig så brændende at være ”normal”.
Et tidsbillede
’Shuggie Bain’ er et tidsbillede af 1980’ernes Glasgow med fremstillingen af de konsekvenser, den økonomiske recession havde for byens arbejderklasse. Hvordan en hel befolkningsgruppe var ved at gå til i druk i forsøget på at dulme håbløsheden og med detaljeret indsigt i en enkelt familie, der langsomt, men sikkert falder fuldstændig fra hinanden.
Mest af alt er ’Shuggie Bain’ dog fortællingen om, hvordan misbrug dræber det gode i mennesker og om en drengs ukuelige kærlighed til sin mor.
Douglas Stuart
Shuggie Bain
482 sider
Politikens Forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2020
No Comments